photo c69b8fa9-4c26-4590-9ffa-a03382edafb7_zps92df0f8c.jpg

Jeg har haft mange tanker om at starte en blog.

Dels fordi det er ret angstprovokerende at lægge sine tanker på nettet så alle og enhver i princippet kan læse dem, selvom ingen endnu kender bloggen. Jeg har med vilje ikke fortalt nogen om den, selvom det ellers ville have øget min trafik. Men det er ikke det der dybest set er meningen med det her projekt.
Som skrevet andetsteds, handler det først og fremmest om at jeg elsker at skrive, og gerne vil dygtiggøre mig indenfor det felt. Jeg trænger også til at kunne holde lidt styr på mine tanker – Jeg har for eksempel altid elsket lister, notesbøger etc.

Alligevel har det aldrig rigtig fungeret for mig at skrive dagbog. For det første får jeg hurtigt ondt i hånden og begynder at skrive grimt! Helt lavpraktisk. Jeg er så perfektionistisk anlagt, at alene dét irriterer mig nok til at jeg enten giver op, eller i hvert fald synes det er uoverskueligt at gå tilbage og genlæse mine tidligere skriv.

Men hvorfor så ikke bare have et worddokument på computeren, spørger du måske.
Mja… Noget med at det er nemmere at comitte sig når man har sagt noget højt. Ud i det åbne. Og noget med at blogmediet er så umiddelbart og overskueligt, uden dog at være så instant, at der ikke rigtig er plads til de store tanker (som for eksempel Instagram ikke egner sig så godt til)

Så, derfor.

Jeg har selv læst utallige blogs igennem de sidste fire år, som blandt andet har inkluderet to barsler, hvor man virkelig har god tid til bloglæsning mens man ammer sådan cirka 12 trillioner timer om dagen.
Derfor har jeg også tænkt en del over, hvilke(t) emne(r) jeg interesserer mig for.
Men sagen er, at jeg den ene periode er all in på mode, skønhed og styling, hvorefter jeg beslutter mig for ikke at shoppe igen de næste fem år. Så går jeg pludselig meget op i mad, sundhed og motion, så er det håndarbejde og DIY, og pludselig er det børn eller noget helt femte.

Jeg tror det er sådan de fleste af os egentlig fungerer, og derfor er det – for mig – både svært og overfladisk at fordybe mig i kun én ting her på bloggen. For så bliver den ikke det frirum jeg havde tænkt mig.

Så jeg har fundet ro med, at dette mere bliver en dagbogsblog, indeholdende ting jeg nu interesserer mig for i en pågældende periode, ting jeg vil huske, holde mig selv op på osv.

Ved ikke at fortælle nogen om bloggen, har jeg stadig friheden til efter kort tid at sige, at dette ikke lige var mig alligevel. Eller at gå den anden vej og blive full blown lifestyle blogger! Eller noget… We’ll see.

Først kommer….
Den spæde start.
Here goes…